Sidste kapitel

Nu sidder vi trygt og godt hjemme i Danmark, men vi syntes nu alligevel at vi lige vil afrunde vores blog ordentligt. Den sidste uge skal da med. Også fordi at vi da gerne vil indrømme at ingen af os er de store dagbogsskrivere, og denne blog er derfor det nærmeste vi kommer. Og denne tur er bestemt en jeg gerne vil huske. Når jeg sidder her foran min egen computer og ser ud på en dansk regnvejrsdag, er det lidt svært at spole tilbage til Kina, varme, grønne bjerge, mad med pinde, skubbende kinesere, øl i 600 ml flasker og ingen forpligtelser. Men jeg vil prøve, så her kommer vores sidste uge på vores lille private eventyr. For resten, i dag er det Nina.

Den sidste blog var lidt i en forkortet udgave. Jeg kan fortælle at der var en meget sur Sofie da alt det hun havde skrevet pludselig forsvandt. Men I fik da det vigtigste med kunne jeg se. Det var generelt en af de dage hvor vi syntes verden var lidt imod os. Computere der ikke virkede, ting der blev slettet, veje og broer som ikke eksisterede som på kortet og mad der smagte mest af dansk kinagrill – skuffende. Men om eftermiddagen skete der noget glædeligt. Vi skulle hente Vibeke i lufthavnen. Til dem der ikke lige har fået den historie, er Vibeke en af vores gymnasium venner. Hun stod pludselig uden noget at bruge sin sommerferie til, nogen få uger før vi tog af sted mod Rusland, fordi hendes oprindelige planer var blevet aflyst. Så da Sofie forslog om hun ikke ville komme ned til os, slog hun til. Så sidste uge på vores rejse har vi haft en bonusperson med. Hvilket vi har en teori om muligvis har været ret sundt, idet vi nok var ved at gå hinanden en smule på nerverne til sidst. Syntes i hvert fald vi vrissede mere end vi havde for vane… hi hi.

Vibeke landende helt som planlagt, med bagage og alt muligt – imponerende, og blev fragtet med hjem til vores hostel. Og vi må sige at hun blev kastet lige ud i det. Det var det første hostel vi havde boet på, på hele turen, helt uden nogen vestlige toiletter, og den første nat havde vi fornøjelsen af en hane der ikke helt havde styr på klokken og derfor valgt at gale fra ca. kl 4 (ja det var stadig totalt mørkt). Da vi stod op, havde vi store planer om at vi skulle have hane til aftensmad, da det dumme dyr, sikkert var en af dem der står rundt omkring i bur, foran alle de små lokale restauranter, så man kan se dyret før man spiser det. Det glemte vi dog, men vi tror nogen andre heldigvis havde lyst til hane den dag, for næste nat havde vi ro. Velkommen til Kina Vibeke….

Næste dag ville vi bruge på bare at se på byen og de lokale seværdigheder, som hovedsagelig består af en række grønne limestone-peaks der er strøet med løs hånd rundt i hele byen. De er meget fine, men man kan nu ikke finde glæde i at kravle op på samtlige, så et par stykker var udvalgt. Men sådan kom dagen nu ikke til at gå. Jo Vibeke og Sofie fik besteget et lille bjerg og mest en del shoppet en masse, indtil Vibeke syntes hun havde gået nok. Sofie og jeg havde nok ikke overvejet hvor meget vi var kommet i gå træning af alt det her ferie – man laver jo ikke andet end at sjoske rundt fra morgen til aften. Og hvad lavede jeg så? Jo jeg endte med at tilbringe dagen rundt på diverse politistationer. Som vi tidligere har skrevet havde jeg mistet mit kamera, og min rejseforsikring ville have en politianmeldelse før der kunne vare tale om at ville give mig noget erstatning. Jeg fik en af de ansatte på hostelet til at skrive hvad det var jeg havde brug for, på kinesisk, som jeg så kunne vise på den lokale politistation. Tænkte at det så var let klaret. Men der tog jeg fejl. Jeg endte med at bruge hele dagen og bevæge mig rundt i hele byen på besøg på 4 forskellige kontorer. Så jeg fik virkelig muligheden for et indblik i de bureaukratiske procedure i dette dejlige land. Syntes virkelig jag havde fortjent min øl da jeg langt om længe stod med min politianmeldelse (skrevet på kinesisk – hvad mon min rejseforsikring kommer til at få ud af det????). Den eneste detalje jeg vil trække frem fra denne dag, var alt det fjernsyn jeg fik set (jeg ventede meget), for på samtlige kontorer jeg var inde i kørte fjernsynet, og det virkede som at dette fik væsentligt mere opmærksomhed fra de uniformerede betjente end noget andet på deres kontor. Det sidste kontor jeg besøgte havde et gulvareal på ca. 2 gange 4 meter, og et fladskærmstv på vægen på ca. 1 gange 1,5 m, som viste en engelsk krigsfilm. Men man skal selvfølgelig også sørge for underholdningen på sit arbejde….

Næste dag besteg vi endnu et lille bjerg og fik klaret det sidste kineser shopping, og om aftenen gik turen videre i nattog mod Shenzhen, grænsebyen ind mod Hong Kong. Denne gang var vi heldige og fik en af de mere moderne tog. Der var både aircon, og rent sengetøj, og vandvarmen var slet og ikke fyret med kul – ingen følte trang til at ryge inde i kupéen. Ren luksus. Da vi kom frem skulle vi igennem det sædvanlige grænse helvede. Men for første gang på denne tur på egne ben – ingen tog eller fly. Vi fik udfyldt den sædvanlige bunke papirer og så stod vi i Hong Kong. Lidt tankevækkende hvordan Hong Kong officielt er Kinesisk, men grænsekontrollen er som man rejser til et helt ny land og valutaen er også ny. Nu hed det Hong Kong dollars.

Da vi havde fået os selv installeret på et klassisk Hong Kong hotel – ca. 1 kvadratmeter gulvplads men centralt beliggende – begav vi os ud i denne helt uvant vestlige storby. Vi startede med en af de obligatoriske seværdigheder. At tage et lille tog op til noget kaldet Victoria Peak, hvor der er den mest fantastiske udsigt over Hong Kong skyline, og ikke mindre vigtigt, havet på den anden side. Hvad det at se hav, og ikke mindst lugte saltvand gjorde ved mig, kom som en totalt overraskelse. Havde slet ikke spekuleret over at jeg nok aldrig før har oplevet at gå så længe som 2 måneder uden at se havet, og følte egentlig slet ikke noget savn. Men da vi stod der oppe og kunne mærke havluften og se skibene forsvinde ud mod horisonten bag små grønne øer, var det den mest fantastiske følelse. Solen var ved at gå ned, og farvede himlen og alle glas skyskraberne røde – så kunne det ikke blive bedre.

Næste dag efter morgenmad købt i supermarkedet og spist med udsigt over havnen og skylinen på den anden side (det er dælme dyrt at komme til Hong Kong når man er vandt til at give ingen penge for mad og bolig…) tog vi en af de havenefærger der krydser frem og tilbage hele tiden – meget hyggeligt. Resten af dagen blev brugt på diverse shopping. Vi havde nok haft en idee om Hong Kong som et mere spændende sted at bruge sine penge end det var. Vi havde i hvert fald lidt svært ved at finde de gode steder (til gengæld var vi både i Tiffanies og se på diamanter og div. alt for dyre taskebutikker – jeg forstår det ikke rigtig det der med mærker), men Sofie gav ikke så let op, og jeg forsøget længe at hænge på. Til sidste måtte jeg dog give op, og slå mig ned med en bog, til de andre to var klar til at spise aftensmad. Den interessante konklusion på dagen var at jeg faktisk var den eneste der fik købt noget – den bog jeg læste i…

Nå, næste dag, og sidste hele dag på vores eventyr var selv Sofie fyldt op med shopping så vi besluttede os til at igen se på seværdigheder (det var naturligvis så den dag der virkelig blev brugt penge på shopping, hvilket nu slår fast at man kun finder ting når man ikke leder efter dem). Det var også en god plan indtil Vibeke faldt over en kantsten, med resultatet en forstuvet tå, og en brækket og meget blødende negl. Og jeg troede det kun var mig der kunne bære så uheldig. Vi fik hende hjem i en taxi, og efter en forbinding og rengøring af tå, blev resten af dagen brugt i lokalområdet. Blandt andet til mange timers læsning i parken. Lidt kedeligt for undertegnede, da Vibeke og Sofie begge var i gang med Twilight serien – den nye verdensplage tror jeg – og jeg var ved at arbejde mig igennem en Jane Austen. Lige lidt ældre og ikke helt samme spændingskurv. De to damer var jo slet ikke til at få kontakt til (og her skal vi så ikke komme ind på, den lille kendsgerning hvordan jeg opførte mig 2 dage før da det var mig der læste den første Twilight… bum bum)

Så oprandt dagen der skulle sende os i et fly hjem mod det danske. Dagens nok største udfordring og spændingsmoment, var om det rent fysisk kunne lade sig gøre at få alle vores nyerhvervede materielle goder til at være nede i vores allerede ret fyldte tasker. Men det gik over alt forventning, og vi begav os med centrale togstation, hvor man smart kan tjekke sin bagage ind før man tager mod lufthavnen. Det gav os fri til nogen timers vandring rundt i byen før vi selv skulle følge efter vores bagage. Vi fulgtes alle 3 mod lufthavnen, og Sofie og jeg fik set Vibeke gå godt ombord på sit fly før vi selv havde 2 timers ventetid før det var vores tur. I nattemørket kunne vi endelig vinke farvel til de sidste lys i Hong Kong, og begive os mod hjemlandet. Jeg må indrømme at det passede mig dejligt. Nu ville jeg gerne hjem. Hjernen var fyldt helt op. Nu tror jeg, jeg kommer til at bruge den næste lange stykke tid på at behandle det hele. Men hold da op vi har haft en fantastisk tur.

Til sidst vil jeg sige tak til alle jer der er kommet helt her til og har fuldt med på vores rejse – det var meget modigt.

Yangshuo og ankomst Guilin

1: Saadan drikker man en slange i Kina

2: En eksotisk ko

3: En sofie meget glad for koeligt vand

4: Lutter yndighed

5: Hmmm mindre yndigt, men dog glad

6: Ja vi er ved at laere det - sviner naesten lige saa meget som Kineserne

7: det er simpelthen for varmt at vandre her, men paent er det.

----------

Saa er det Sofie igen..Hele det indlaeg jeg havde skrevet blev slettet, saa i faar kun den lidt kortere og hurtigere skrevet version:) Vi er nu i Guilin, men bloggen handler denne gang mest om hvordan vi kom dertil...

Togturen fra Chengdu til Yangshuo (26 timer i tog og 1 1/2 time i bus) var rimelig ulidelig. Vi rejste i et paent gammelt tog af den slags hvor varmvandsbeholderen er et kulfyr. Desuden var der ingen nedkoeling i toget og folk roeg i det... ikke en god kombi. For at det ikke skulle vaere nok koerte vi konstant gennem tunneler (vi snakker hvert 5. min), som 1 larmede saa meget, at man spontant satte fingerne i oerene og 2. gjorde det umugeligt at laese, da der ikke var lys om dagen i toget. Det var faktisk saa slemt, at selv jeg maatte overgive mig og blive et brokkehoved de sidste 6 timer. Saa bussen med aircon var en stor bonus det sidste stykke.

Foerste dag i Yangshuo lavede vi ikke det store. Vi havde drukket lidt oel dagen foer, saa havde sovet laenge og Nina var lidt halvsyg (altsaa ikke af druk:)), saa vi stenede bare lidt rundt og fik shoppet lidt. Om aftenen stod fire danske drenge for underholdningen foerst paa aftenen. Vi havde snakket med dem dagen foer, hvor de havde bestilt slanger til denne aften... saa det maatte vi se. Det foregaar saa paa den maade at de foest fik lov at holde en af slangerne. Bagefter blev hoved klippet af og blodet blev haeldt i shotglas med vodka, som de saa drak. Til sidst blev slagerne saa tilberedt for dem. Det var rimelig makabert at se paa (og er rimelig glad for at jeg ikke skulle drikke slangeblod), men vi fik lov at smage paa slangen, hvilket ikke var den store kulinariske oplevelse, men da var ok (smagte lidt som en blanding af kylling og blaeksprutte).

Naa naeste dag var vi lidt mere aktive og cyklede en tur ud i paa landet i omraadet. Det var paent paent og meget kinesisk. Saa masser af rismarker, kinersere i sjove hatte og vandboefler (eller som dyre-Nina kalder dem... eksotiske koer). Vi endte ved en bro, hvor vi fik en tiltraenkt dukkert, da vi begge var ved at omkomme af hedeslag efter cykkelturen i solen. Paa vejen mod broen blev vi konstant fulgt af en mand, som sjovt nok hele tiden holdt, der hvor vejen delte sig og viste os vej.... ved godt hvad det betyder, saa hvad ville han mon saelge... Da vi naaede frem til broen viste det sig at han meget gerne ville saelge os noget "lunshi", hvilket vi tog imod og blev foert til noget vi tror var hans hjem og fik noget rimelig laekkert (og billigt) mad. Derefter ville han meget gerne saelge os en tur i hans bambusbaad tilbage til der hvor vi Yangshuo. Foerst sagde vi nej, men saa foreslog Nina, at vi da lige kunne hoere prisen, da det jo var paent varmt at cykle og da jeg ikke havde faaet den vilde soevn og var lidt groggy fra dagen foer, var jeg ikke afvisende... men vi holder fast paa at loesningen ikke var dovenskab, men fordi det loed flot... eller... Naa men det var saa en enormt flot 2 timers tur, som vi fik og det var bestemt, hver en krone vaerd.

Naeste dag var vi saa aktive igen og tog paa en 25 km vandretur. Det var ogsaa virkelig yndigt selvom vi konstant maatte sige "no bamboo" paa hele turen, da vi ville vaere aktive den dag. Halvvejs paa turen fandt vi et madsted, hvor vi fik serveret noget laekkert mad, men med et kaos af 1 mio kinesere og larm og skraal. Vi er dog heldigvis ved at vaere vandt til det med at skulle slappe af i kaos ellers gik man amok i Kina. Efter gaaturen tog vi saa videre til Guilin.

I gaar i Guilin holdt vi saa luksusdag. Efter at have ordnet lidt praktisk tog vi hen til et hotel med pool og brugte dagen der. Derefter stod den paa shopping, aftensmad og 1 times fodmassage og 1 times helkropsmassage til os hver. Aftenen blev saa sluttet af med mere shopping og lidt oel/hvidvin... virkelig laekkert.

I dag kommer Vibeke saa (vores gym-veninde som rejser med os den naeste uge). Jeg skal hente hende i lufthavnen, saa hun ikke bliver vaek i det store udland og saa maa vi se hvad den sidste uge bringer...

Chengdu og Mt. Emie Shan

Billeder:
1: Der var vist noget aberne ikke havde fattet...
2: Sofie passere rivende flod
3: Templet hvor vi overnattede - sjaeldent var vi saa glade for at se et tempel...
4: Tjaa - meget glade for at vaere kommet frem
5: Saa paent kunne der vaere ved ved ca. 2000 m
6: og ja udsigt fra toppen ...

Saa er det mig Nina der skriver igen, for denne gang er det Sofie der har overtaget min forkoelelse og nu ligger hjemme paa hostelet med bog og lommetoerklaeder. Men hun er dog ikke mere syg end at hun bare samler kraefter til at vi skal ud og spise paa en super vegetarrestaurent i aften. Det har vi nemlig fortjaent. Hvorfor kommer denne update til at handle om.

Efter nogen dage her i Chengdu, som vi endte med at komme til at syntes helt godt om - den foer omtalte restaurent har nok sin del af skylden, tog vi fredag et par timer med bus til en mindre by ved foden af det hellige buddistiske Mr. Emei Shan. Det havde vi en plan om at vi skulle gaa op af. Vi ankom til det eneste hostel i denne lille super turistede by, og fik nok den daarligste hostel oplevelse endnu paa denne tur. De var simpelthen saa sure, paa trods af at hostelet bar det nuttede navn Teddy Bear hostel - ikke meget bloedt og hyggeligt over de mennesker. Men heldigvis moedte vi nogen andre piger som kunne svare paa alle de spoergsmaal vi havde troede teddy bjoernen kunne hjaelpe os med. De gav os bestemt gode raad, men ogsaa meget afskraekende. De sagde at det var noget af det haardeste de nogen sinde havde proevet (tror nu vi kan tilslutte os denne paastand) og saa talte de om aberne... uhhhh. Den ene der havde vandret alene, var paa hendes anden dag blevet overfaldet af en stor gruppe aber. Hun havde raefter og skreamer over det hele, og skulle nu med nogen dages mellemrum have 5 vaccinationer mod hundegalskab. Hun anbefalde os ALDRIG at gaa alene, men hele tiden foelges med mange andre. Vi gik fra denne samtale en anelse bekymrede, men nu var vi her, og om vi saa skulle lade et par trappetrin eller aber afholde os fra at gaa op paa det bjerg. Saa naeste morgen tidligt var vi paa vej. Jeg kan nu allerede udloese spendingen og afsloere at vi overlevede, og helt uden abebid. Men det er uden konkurrence den meste syrede ud i naturen oplevelse jeg nogensinde har haft. Vi er jo i kina, og dette er et helligt bjerg, saa selvfoelgeligt er der ca. 1 milliard kinesere paa stierne sammen med dig. For at goere det lettere at fragte alle disse mennekser, er samtlige stier selvfoelgelig belagt med cement, og naar du gaar op af er det paa trapper. Vi startede i ca. 500 m. og toppen var 3000, men ind i mellem gik vi mere ned end vi gik op, saa 2500 m kan bestemt ikke goere det, nok mere en halv gang oven i - paa trapper. Det er altsaa paent mange gange op paa 4 sal. Trapper der fortsatte op af i det uendelige, for evigt, aldrig stoppede, til man troede at nu ville det aldrig faa ende, og dit liv ville ende paa disse trapper (lige paa det tidspunkt blev du nok overhalet af en 6 aarig kinesisk pige og hendes veninde - hvordan goer de det?). Og mens man kaempede sig op, trin for trin, kom kinesere glade imod en. Paa trods af den umaadelige maengde mennesker, saa vi kun faa ikke kinesere, saa vi var igen spaendende. Hvilket betoed at de kinesere der passerede os ned af, alle sammen kom med deres eneste engelske ord - Haloo. Lidt svaert nogen gange at have luft til at svare paent paa alle disse haloo'er. Og med alle disse mennesker, var der selvfoelgelig steder hvor man kunne koebe mad og snacks med jaevne mellemrum. Helt oppe paa den mest staejle bjergside hang en lille traebod, men selvfoelgelig med parabol og fjernsyn - da ansatte skulle jo have tiden til at gaa. Og saa var der de kinesere som gerne ville se paa lidt bjerg, men som ikke gad gaa selv, de kunne da leje sadan en baerestol, baaret af to tynde maend. Saa sad de store og tykke der og tronede, mens de kiggede paa deres mobiltelefoner eller roeg smoeger. Hvor ville jeg foele mig dum. Og saa var der aberne. De ville tydeligvis goere alt for at faa fat paa det mad og drikke som alle disse mennesker gik rundt med. Og de var store... Vi turde ikke andet end at folge pigens raad, og hele tiden befinde os i en stor anti abe gruppe. Saa selv de steder hvor vi havde stien for os selv, turde vi ikke andet end at vente paa at der kom nogen flere vi kunne foelges med. At passere nogen af disse abegrupper, der simpelthen havde skabt check-points paa stien, var saa markeligt. Folk klumpede sig helt sammen, eller gik taet paa en lang raekke og slog i jorden med deres vandrestave og aberne sad helt taet paa begge sidder af stien og fulgte en med ojnene, og forsogte nogengange et par udfald mod tasker eller haender. Men de turde tydligvis ikke angribe naar man var mange.

Naa, efter at have kaempet os op af en helt dag, valgte vi at overnatte paa et tempel foer paa stien, end det vi oprindelig havde talt om. Vi var brugt helt op. Der ligger ca. 10 templer fordelt rundt paa bjerget, og de fleste kan man overnatte paa. Det var ret sjovt at proeve. Vi sov paa en lille fugtig sovesal. Men vi sov fint - efter den dag kunne vi have sovet dejligt hvor som helst. Vi var vist de eneste udlaendinge der overnattede der, men da de havde en smule engelsk oversaettelse paa retterne man kunne bestille i madsalen, var vi mere end tilfredse. Opdagelsen af at der var mulighed for varmt bad, gjorde os ikke mindre glade. Naeste dag, efter kinesiske morgenmad, begav vi os videre i regnvejr. Heldigvis klarede det op. Og da vi var oppe i ca. 2000 m. hoejde var der for foerste gang den flotteste udsigt ud over bjergene. De goer det meget i skyet vejr her i Kina. Humoeret var hoejt selvom benene var ret traette. Vi begav os videre, mod mere og mere skyet vejr. Da vi naaede det sidste tempel foer toppen (derfra gaar der selvfoelgelig en kabine lift op - lidt anti-klimaks at moede alle de mennesker paa toppen, som bare har taget foerst en bus og saa en lift - saa kan de sagtens staa der i de hoeje sko og smaa kjoler og se paene og slet ikke spor svedige ud), var dissen taet og vi kunne ikke se toppen. Der maa jeg indroemme at jeg var taet paa at sige at saa kunne det vaere det samme, nu havde vi set bjerg nok. Har vist slet ikke det der bjerbestiger gen. Men der var frk. sofie staedig. Soerme om vi ikke skulle op paa den top, naar vi nu var naaet saa langt, og jo det kom vi da - med en brokkende Nina, og en Sofie der i bogstaveligste forstand moedte humpe op af de sidste trappetrin fordi hendes ene ankel nu gav mig ret i at det har bare var for mange trapper i en mundfuld. Og jo - det var skyet. Det var ikke bare skyet, det laa en saa tyk hvid taage over bjerget at vi ikke en gang kunne se toppen af det gyldne buddha monument der var placeret paa toppen. Men nu kan vi sige vi gjorde det. Vi besteg Mt. Emie Shan - og saa tog vi ellers en kabine lift og bus ned - en halv anden time efter vi med livet som indsat havde kaempet os mod toppen (saadan foeltes det altsaa) gennem 2 dage, stod vi ved foden igen. Der kommer til at gaa lang tid foer jeg igen syntes det er en genial ide at bestige et helligt bjerg, besat med onde aber - men jo det var bestemt en oplevelse helt ud over det saedvanlige - og nu har vi vist ogsaa faaet motion for de naeste 2 uger. Om natten flygtede vi fra de onde teddy bjoerne og fandt et andet sted at sove, billige og med soede mennesker. Nu er vi tilbage i Chengdu, men i morgen gaar turen videre syd paa. Igen et doegn i tog. Kina er et stort land.

Fra Xian til Emei Shan

Saa er der ny opdate fra Kina. Er nu chengdu, men vil lige starte fra Xian, hvor vores sidste blog endte...Vi boede paa et rigtig hyggeligt hostel i Xi'an med fine smaa gaardhaver, god bar, soedt personale og til min (sofies) store fornoejelse havde de en killing og en hund og til Ninas store fornoejelse en skildpade. Brugte den foerste dag paa foerst at cykle den 14 km lange bymur rundt, hvilket var meget fint og hyggeligt, men ikke det store at skrive hjem om. Bagefter tog vi ind i det muslimske kvarter og saa hvordan en moske ser ud i Kina. Til de der undre jer over hvad en gammel moske goer i Kina, var Xi'an enden paa silkevejen. Var utroligt sjovt at se kinesiske bygninger blandet med funktionerne til en moske og symboler fra islam. Derefter to vi paa shopping tur i det muslismske kvarter (vi er blevet enige om at shoppingen, saa smaaet maa starte nu efter lang tids venten). Det var en rigtig sjov oplevelse og vi fik lavet nogle ret gode koeb og moedt nogle sjove handlende. Vi havde bl.a. en rigtig sjov oplevelse med en ung kinesisk pige, som jeg gerne ville koebe et toerklaede hos. Hun var virkelig sjov og soed og hyggede sig vidst ogsaa med at handle med os, selvom om vi fik presset hende meget langt ned i prisen. Hun endte med at spoerge om jeg boede i Kina, da jeg skulle betale og jeg fortalte saa, at vi bare var paa ferie. Hun mente, at jeg var saa haard at handle med, at jeg maatte bo der. Man skal virkelig ogsaa vaere obs paa prisen, da "special price for you" betyder "ikke kineser pris" og normalt paa markeder osv. er ca. 3 gange den rigtige pris, men vi har oplevet, at de i smaa butikker i Beijing provede at tage 10 gange den rigtige pris. Vi er heldigvis ikke kommet til for alvor at betale for meget ved en fejl men proevet med nogle smaabeloeb et par gange, f.eks. da vi koebte noget frugt paa pind og ikke lige taenkte over prisen, men lige kiggede paa hinanden bagefter og blev enige om, at der fik vi da vist lige "special white girls price".

Naa men dagen efter, som ogsaa var den dag hvor vi forlod Xi'an igen, tog vi ud og saa Terracotta Krigerne. Til dem der ikke skulle vide det, er det mange tusinde lerfigurer af krigere lavet af en paranoid Kejser til at beskytte ham efter doeden og en af de mest beroemte arkaeologiske fund i nyere tid. Det var virkelig ogsaa imponernede at se og ret spaendende, fordi de stadig er i gang med udgravningsarbejdet. Man kan baade se hele, halve og smaa dele af krigere og mange steder, hvor de overhoved ikke er kommet ind til dem, men man kan se de "celler", hvor de staar. Saa ja alt i alt lidt imponerende at se, selvom man maatte skovle sig igennem de saedvanlige 10.000 kinesere for overhoved at se noget. Naar det saa er sagt er vi ved at vaere ret traette af rigtig "sight seeing". Vi har heller ikke gjort saa meget i det, da vi begge er af den overbevisning, at man ser et sted ligesaa meget ved at udfoerske selve byen og bylivet fremfor alle sevaerdighederne. I kina er det isaer slemt, fordi ikke nok med at man skal skovle sig igennem kineserne, skal man ogsaa finde sig i at vaere en del af sevaerigheden. Saa snart kineserne er i naerheen af en med et kamera bliver man konstant fotograferet enten paa afstand eller ogsaa kommer de hen og stiller sig ved siden af en (tager endda ofte en under armen eller noget) for at blive fotograferet. I starten fandt isaer jeg det mest uhoefligt, at de bare tog billeder af en uden at spoerge, men det har jeg det saadan set fint med nu, men det der med at man skal stille sig op til foto, er jeg godt nok traet af nu. Det er gaaet helt over gevind et par gange og blev saa irriteret i dag, at jeg naegtede at vende mig om mod kameraet (I know... Sofie, 3 aar, men det er altsaa rimelig belastende). Det positive er, at saa mener vi, at vi i hvert fald ogsaa er berettiget til at tage billeder af dem og saa vi saa har begge fundet ud af, at vi aldrig haaber at blive kendte mennesker.

Naa men efter Xi'an gik turen videre til Chengdu. Denne gang paa en noget mere komfortabel maade i form af koejepladser. Her i Chengdu brugte vi den foerste dag paa at kigge lidt paa hvordan out-door shoppingen var her (ligger paa graensen til tibet, saa meget af den slags). Det var ikke noget at raabe hurra for. De importerede ting var dyre end i DK, saa vi koebte kun en ny lygte til Nina (DEN BLEV VAEK... FOR EVIGT i Mongoliet). Hun var ikke helt tilfreds med at Mac ikke eksisterede i Kina, men fik vist koebt noget ok i stedet. Bagefter kiggede vi paa kamerapriser, da Ninas kamera ogsa er VAEK... FOR EVIGT. Vi ved ikke helt hvordan det gik til, men det forsvandt mellem Xi'an og Chengdu. Vi har dog en lumsk mistanke om det skete ved en ompakning paa Xi'an station. Vi har heldigvis gemt vores billeder undervejs, men mistede lige alt, hvad Nina havde taget fra vi ankom i Beijing (rimelig oev).I gaar var vi saa rundt kigge paa lidt markeder (dog uden at finde det vilde) og bagefter saa vi det mest nystroegne Kina ever. Det var i den gamle bydel, som bestaar af nogle paene facader, som er sat op paa husene i et omraade. Vejene er paent brolagte og der er lavede hyggelige gaarde over det hele og saa er der selvfoelgelig 1000 butikker, der saelger alt hvad en turist maatte mangle. Vi blev enige om, at det beviste, at alt i Kina er fake... selv Kina selv. Kineserne er klart af den holdning at originalitet er overvurdet, hvis det ligner det, er det det (om det saa er maerke eller antikke ting, malerier osv. alt der er godt kopieret er lige saa godt som originalen). Det var nu meget hyggeligt og sjovt at se et omraade, saa langt fra hvordan det virkelige Kina er.Formiddagen i dag er saa blevet brugt pa at se paa pandaer (panda,panda,panda,panda). Vi var tideligt ude af doeren, saa vi set dem midt i fodringstiden, hvor de er mest aktive. Selv Nina var begejstret (se billede som bevis). De var virkelig soede og set dem i alle stoerrelser fra en maaned til voksne. Isaer stod et par legesyge unger af slagsen for en stor del af underholdningen. Eftermiddagen blev brugt i en rigtig hyggelig park med en masse te. Selv mig (der normalt er kaffe-afhaengig og synes det der te er noget underligt noget) er blevet voldsom glad for te, mens vi har vaeret i Kina. Det er faktisk ikke fordi, at vi har faaet fantastisk te hele tiden, men lige saa meget den maade, at man drikker te paa her og hyggen i det.

Naa det sidste smaainfo er... at vi har fundet noget helt genialt i Kina... legepladser for voksne. Isaer legebarnet Nina har vaeret utrolig glad ved opdagelsen. Vi tror nu nok, at det egentligt er meningen, at det skal bruges til at dyrke motion (isaer efter opservering af lokalbefolkning), men det er baade sjovt og ikke saerlig haardt, saa det har vi lystigt testet.Det var vist alt for denne gang. I morgen drager vi videre til Emei Shan, som er et helligt bjerg, vi har taenkt os at bestige.

Fra Ulan Batar til Bejing og videre

Saa er vi tilbage paa bloggen - for vi har snydt dem, censur-kina. For jer vi ikke allerede har brokket os til over mail, kan jeg starte med at fortaelle at det der med at censur stadig bruges i kina, ikke er en overdreven historie. Da vi glade var ankommet til Bejing opdagede vi til vores overraskelse, ja for vi havde faktisk ikke skaenket det en tanke, at stort set alle google services er censureret, det vil sige ingen adgang til vores blog. Oveni i det har kina netop her i juli lukket helt ned for facebook, pga. nogen uroligheder i det nordvestlige kina. Selv min g-mail skulle efter sigende vaere i fare. Men den er da aaben endnu. Men alt dette irriterede os faktisk, for tro det eller ej, er der faktisk flere af jer der har skrevet og fortalt os at i faktisk syntes det er sjovt at laese vores blog, saa nu har vi fundet den loesning at at faa min (nina idag) taalmodige fader til at ligge det vi skriver ud for os. Sofie overhoerte en samtale mellem to der kinesere der tydeligvis boede her i Kina (maaske den ene i hong kong - for de talte engelsk) der netop snakkede om hvordan de kommer uden om censuren. Der findes aabenbart programmer der kan klare den lille ting, saa det er nok faktisk kun dem der bruger offentlige computere som det virker paa. Maerkeligt system

Naa, vi tog afsted fra Ulan Batar sondag d. 2, og ankom halvandet doegn efter til bejing, med haar, tasker og toej stive af stoev. At koere i tog gennem en oerken kan maerkes (ogsaa i hals og oejne). Vi koerte nemlig syd gennem et hjoerne af gobi-oerken, sand saa langt man kunne se, kun holdt fast af nogen faa graestotter. Selv en flok kamelere boed togturen paa. Ved graensen til Kina skulle vi gennem det samme graensecirkus igen. Denne gang tog det dog kun 4 timer, hvor af det meste tid faktisk blev brugt paa den store operation det er at skifte hjul paa togene. Pga. ruslands evige frygt for ydre fjende, valgt de da de anlage deres hjernbane, at goere deres spor en smule bredere end dem resten af verden bruger. Mongoliet blev hevet med paa samme ide, men ved indgangen til kina, vender man tilbage til alm. stoerrelse. Det var ret vildt at se hvordan en helt sektion af toget (med os inden i) blev loefter op paa nogen enorme donkreafter, og en kaempe flok arbejdere, derefter skilte de enorme metalhjul fra toget, koerte dem til side, og koerte nogen andre ind under istedet. Langt om laenge var vi blevet omdannet til et kinesisk tog, og koerte ind paa vores foerste kinesiske station, og fik vores foerste oplevelse af det kinesiske styres intressante maader at byde velkommen til turister. Idet vi koerte ind paa stationen blev der over store hoejtalere spillet den kinesiske nationalsang. Da det var overstaaet kunne vi langt om laenge gaa ud i luften og koen til toiletterne (I de fleste toge med den transmongolske hjernbane foere toiletterne direkte ned paa skinnerne, saa man kunne ikke ligefrem benytte disse faciliteter da der blev skiftet hjul...). Stationen skulle tydeligvis give os nyankomne et rosenroedt billede af det underskoenne kina. Der var yndige buske klippet i firkanter og fine plastikblomset, og over de hoejtaler der foerst var blevet brugt til nationalsang, spilledes der nu yndige kendte stykker klassisk musik. Ret syret oplevelse kl. 1 om natten. Sofie og jeg gav hurtig op og kroeb ind i vores koejer.

Efter to timers koersel gennem groenne kinesiske bjerge, og et enkelt blik til den kinesiske mur, der snoede sig over en bjergside og forsvandt op af i disen (dis har de meget af i kina, vi har endnu ikke set blaa himmel, og vi har nu vaeret her i naesten en uge), ankom vi mandag eftermiddag til Bejing. Det lykkedes os ret hurtigt at finde vores hostel. Virkelig hyggeligt, med gaarhave og roedede kinesiske soejler, beliggende i en af de gamle kvarterer med smaa snoede gader. Da vi havde faaet indstalleret os, gik vi ud i verden, og fandt lidt oppe af vejen en lille lokal restaurent, der serverede det mest fantastiske kinesiske mad for ingen penge. Nogen gange er man bare heldig i foerste hug - vi kom tilbage der til mange gange, og spiste os hver gang tykke og glade i mange forskellige retter fordi vi ikke kunne vaelge og prisen ikke afholdt os. Men der er jo selvfoelgelig en lille detalje - pinde. Det har nu aldrig vaeret min staerke side. Vi oevede heldigvis med noget sushi i Rusland, og syntes virkelig jeg har fremgang, men maa indroemme at jeg nok har vaesentlig flere pletter paa toejet efter undslaaben mad end jeg plejer.... Sofie mestre naturligvis den kunst uden problemer - snyd.

Naeste dag var vi inde og se den forbudte by, og hvad vi virkelig saa var en million kinesere. Hold da op, tror aldrig jeg har set saa mange mennesker med samme maal om at staa netop lige det rette sted, og kunne se ind af lige netop det vindue, og faa taget netop lige ca. en million billeder. Vi gav igen hurtigt op, og valgte at se og tage vores billeder fra en lidt mere forskudt vinkel. Vi soede smaa danskere er slet ikke opdraget til at kun kunne komme frem ved at vaere den med flest kreafter og de haardeste albuer. Men det var nu stadig imponerende. En af de oplevelser dagen boed paa, var at flere gange blev vi spurgt af kinesere om de maadte faa taget et billede sammen med os sjove europaere. Vi ikke bare saa en sevaerdighed, vi var ogsaa selv en. Dagen efter lejede vi en cykel. Bejing er bare alt for stor til at komme rundt til fods. Det var sjovt, men udfordrende. Tror at trafikreglerne i kina er lidt de samme som i den forbudte by, dem der er stoerst eller freakkest kommer foerst frem eller over vejen. Men vi overlevede og havde faaet set meget mere af denne kaotiske by. Den sidste dag i bejing skulle vi se det man bare skal se, den kinesiske mur. Vi havde booket en alt for dyr tur, men den ville koere os til et sted paa muren og saette os af, og vi kunne derefter gaa ca. 10 km paa muren og blive hentet der. Det var helt klart pengene vaerd. Vi havde hoert historie om hvordan at paa nogen af de klassiske steder folk besoeger muren, kan man faktisk ikke rigtig se noget mur, kun sort haar. Men selvom vi kom sammen med en gruppe paa ca. 10 andre, gik vi lange stykker hvov vi ingen andre kunne se. Naturen var storslaaet og det var virkelig en oplevelse at faa lov til paa den maade at opleve dette vilde bygninsvaerk. Vi kom forbi baade meget vel restaurerede dele af muren, og dele hvor man maadte klatre paa haender og foeder for ikke at falde paa loese sten. Men for pokker hvor har de soerget for at bygge den mur op over alle de hoejeste bjergtoppe, det var haardt arbejde, og vi var kun glade for at det var overskyet og at der en overgang faldt en smule regn. Det koelede. Om aftenen syntes vi bestemt vi havde fortjaent vores fantastiske middag paa "den lokale". Vi havde ogsaa slebt to franskmaend vi havde moedt med. De var enige i vores vurdering af restauranten.

Efter en lang lang lang nat i tog, er vi nu ankommet til Xi'an. Der var kun siddepladser tilbage da vi bookede togbilletter, og paa den billigeste klasse. Det var simpelthen baenke med tre personer paa hver. Sofie fik en vinduesplads, og fik en smule soevn, men jeg havde vundet midten, med middelaldrene kinesisk herre paa den anden sidde. Han brugte det meste af natten paa enten at sove tungt paa min skulder eller mere eller mindre sidde paa midt skoed. Hmm - foelte lidt jeg havde foet min egen personlige kinesiske kaempe baby. Ikke meget soevn til mig. Men frem kom vi, og vi sad i det mindste bedre end de utrolig mange kinesere der ikke havde en siddeplads og derfor fyldte paa hver en fri cm. paa togets gulv. Konklusion - der er mange kinesre i kina. Hvad vi her har bedrevet i denne by, vil jeg gemme. Denne update er allerede alt for lang. Men vi vender tilbage...

Mongoliet billeder

Nina I Ulan Bator
Nina paa tur i oerkenen ( eller sanddyngen).
Nina paa paen baggrund.
Lidt udsigt.
Indfanging af de heste, som vi skulle ridde paa. Lidt skraemmende oplevelse, da hestene virker som vildheste, naar de skal indfanges med den vilde jagt ud over stepperne, men bliver totalt tamheste naar de faar seletoej paa.
Vi proever at hjaelpe med at lave mad.
Saadan faar man vand midt i ingenting.
Vores hjem hos familien (dvs. deres hjem, da de flyttede ud for os).
Solnedgang over dyr og mennesker.

Saadan bor landmaend i Mongoliet

Erdene Zuu monastery

Smukke unge damer i smuk natur

Koer og heste paa paen baggrund.

Ninas ynglingssted... siger ikke saa lidt, naar hun begynder at tage billeder af det.

Turen over graensen og Mongoliet

Ja saa kan i godt finde kaffekoppen frem og saette jer godt til rette, fordi selvom jeg vil proeve at fatte mig i korthed, har vi oplevet en del siden sidst.
Vi fik for alvor sat vores taalmodighed paa proeve paa vejen fra Rusland til Mongoliet. Jeg har aldrig i mit liv oplevet en saa langsommelig graensekontrol. Foerst 6 timer paa russisk side og bagefter 3 timer paa mongolsk. Foerst kom den ene slags kontrol og saa den anden og hver gang fik man lige et papir eller to, som skulle udfyldes. Vi blev stillet stort set alle de spoegsmaal man kunne blive stillet fra indsmuling af vaaben til om vi var snottede. Det mindede lidt om et laevn fra kommunist-tiden, da det (som man ogsaa kunne se generelt i Rusland) kunne give beskaeftigelse til en hel haer af folk. Det var vist heller ikke kun os, der fandt hele situationen en smule kommisk og flere valgte ogsaa at forevige de uniformerede haere, der konstant kom macherende mod vores tog. Vi var saa heldige at befinde os i samme kupe som en engelsktalende russisk herre, som var soed til at informere os om hvad der skete, hvad vi skulle udfylde og hvornaar vi maatte forlade toget. Han var forresten en meget interessant person bortset fra, at Nina maatte sige stop i en religionsdiskussion (han var evangelist), da det ellers kunne have vaeret blevet en rimelig sur togtur med to staedige "boern" i hver sin side af toget.
Naa men omsider ankom vi saa til Mongoliet og jeg tror jeg taler paa begges vegne naar jeg siger, at vi faldt for landet stort set med det samme. Ulan Bator og Mongoliet generelt er en af den slags byer/lande, hvor alting stadig virker rimelig originalt, da turismen stadig er "up-coming". Foreksempel findes, der heller ikke (saa vidt vi har set anyway) hverken McDonalds, Starbucks eller nogen andre store amerikanske kaeder. Desuden saelges der ogsaa hovedsagligt Mongolsk eller russisk og assiatisk oel i modsaetning til rusland, hvor man altid kunne faa en Calsberg eller Heineken (ikke at vi gjorde det i det, da den russiske og for den sags skyld mongolske oel baade er billigere og mindst lige saa god). Ulan Bator har desuden "kun" ca. 1 mio indbyggere, hvilken goer at den ikke virker saa storbyagtig og paa naer et par enkelte skyskrabere er byen ret flad og lille og boligomraaderne bestaar hovedsagligt af betonbyggeri, smaa traehuse og gers (store transportable telte). Man kan desvaerre godt se, at der er en del fattigdom i landet, men saadan er det jo naar man rejser saadanne steder. Naa man sidst kan man jo lige tilfoeje at alting er ekstremt billigt. F.eks. koster et dorm room $5 og vi var ude paa en laekker restaurant og spise laekker boef med en flaske roedvin og en stor wiskey til dessert for under 160 kr. tilsammen eller noget i den stil.
Naa men vi har ogsaa faaet bevaeget ogs lidt udenfor Ulan Bator. Vi valgte at tage paa en tur gennem vores hostel. Det lykkedes os heldigvis at komme afsted med en person til, saa det ikke bare var Nina, Sofie, guide og chaffoer. Det var saa en italiensk fyr, som kun lige kunne engelsk til husbehov og men en chaffoer, der overhoved ikke snakkede engelsk og en guide, som snakkede meget daarligt engelsk, blev vi heldigvis overladt ret meget til os selv. Den forste dag koerste vi omkring 330 km udenfor Ulan Bator til en meget lille by, hvor Erdene Zuu Monastry (wiki-forklaring: http://en.wikipedia.org/wiki/Erdene_Zuu_Monastery) ligger. Paa vejen havde vi nogle stop bl.a. ved nogen sanddynger, hvor vi legede lidt Gobi-oerken og saa paa nogle kameler. Sidste stop paa dagen var oppe paa en hoej, hvor der gik totalt fantastisk udsigt 360 grader i den (egentlig ikke det vi skulle se som var en minde-hellig-ting for hvor stort Mongoliet havde vaeret), men de dumme turister (laes os) var 10 gange mere interesserede i at se paa udsigt. Der gik ogsaa rent New Zealand/Lord of the Rings-naturskoenhed i den (bort set fra bjergene var lidt mindre her end i NZ, kunne jeg lige saa godt have staaet naer Wanaka). Naa men natten blev tilbragt i en ger-lejr (ala hotel) og saa saa vi Erdene Zuu Monastry naeste dag, hvor det desvaerre regnede en del men stadig en rigtig god oplevelse. Bagefter koerste vi hen til en mongolsk "landmand-familie" eller hvad man skal kalde dem. De er jo nomader, saa kun dyr og ingen afgroeder. Generelt er jeg lidt vild med den Mongoleske model, hvor alle dyr bare bevaeger sig frit rundt og kun i stoerre eller mindre grad forsoeges samlet eller indfanget, naar de skal bruges eller beskyttes. Naa men vi havde vaeret lidt nervoese for hvordan det skulle foregaa, da vi begge ville vaere meget lidt begejstrede for "turisterne-skal-underholdes-modellen", men heldigvis fik vi bare lov til at passe os selv og kigge paa, hvad de andre lavede (altsaa passede deres job). Vi fik dog to rideture til stor begejstring for baade Nina og mig. Jaja Nina er ikke helt ond har jeg fundet ud af... hun kan bloede lidt op baade omkring boern og dyr og sige "den er soed" og alt muligt, men hun synes vist alt i alt at min begejstring for dyr er lidt maerkelig og synes ikke det er super interessant, naar jeg informerer hende om, at der er en oern, en trane, en froe, en ged osv. Hendes kommentar var til sidst bare "hvorfor dropper du ikke bare uddannelsen og faar dig en boerne-zoo i stedet?". Hehe ja det sker nok ikke, men da en meget hyggelig tanke.
Der var fakitsk en masse anden sjov info, som jeg kunne fortaelle om baade Mongoliet og vores tur, men resten maa i vist faa naar vi kommer hjem, men vi har i hvert fald bestemt, at det ikke er sidste gang vi er her (naeste gang nok noget en en jeep, en chaffoer og noget Gobi-oerken).
I skal lige have med, at jeg siden slutningen af Ruslandsturen har haft en del problemer med at faa hende Nina ud af sin seng. Ikke saa meget om morgen, men mere naar vi kommer til at komme i naerheden af den senere paa dagen. Hun plejer at komme med et "skal vi ikke lige ligge lidt" og naar man proever at faa hende ud kommer "jamen her er saa dejligt" og naar man saa faar hende med ud kommer "maa jeg snart gaa hjem i seng". Vi har vist fundet dovendyret i selvskabet:) Men bort set fra det er hun lige i dette oejeblik lovligt undskyldt for at ligge hjemme paa vores hostel under dynen, da hun har faaet turens foerste sygdom. Jeg proever at klappe hende lidt paa hovedet og saa haaber vi hun er frisk igen inden Beijing (vi rejser videre i morgen).
Haaber alle har det godt.
Kaerlig hilsen Sofie