Nu sidder vi trygt og godt hjemme i Danmark, men vi syntes nu alligevel at vi lige vil afrunde vores blog ordentligt. Den sidste uge skal da med. Også fordi at vi da gerne vil indrømme at ingen af os er de store dagbogsskrivere, og denne blog er derfor det nærmeste vi kommer. Og denne tur er bestemt en jeg gerne vil huske. Når jeg sidder her foran min egen computer og ser ud på en dansk regnvejrsdag, er det lidt svært at spole tilbage til Kina, varme, grønne bjerge, mad med pinde, skubbende kinesere, øl i 600 ml flasker og ingen forpligtelser. Men jeg vil prøve, så her kommer vores sidste uge på vores lille private eventyr. For resten, i dag er det Nina.
Den sidste blog var lidt i en forkortet udgave. Jeg kan fortælle at der var en meget sur Sofie da alt det hun havde skrevet pludselig forsvandt. Men I fik da det vigtigste med kunne jeg se. Det var generelt en af de dage hvor vi syntes verden var lidt imod os. Computere der ikke virkede, ting der blev slettet, veje og broer som ikke eksisterede som på kortet og mad der smagte mest af dansk kinagrill – skuffende. Men om eftermiddagen skete der noget glædeligt. Vi skulle hente Vibeke i lufthavnen. Til dem der ikke lige har fået den historie, er Vibeke en af vores gymnasium venner. Hun stod pludselig uden noget at bruge sin sommerferie til, nogen få uger før vi tog af sted mod Rusland, fordi hendes oprindelige planer var blevet aflyst. Så da Sofie forslog om hun ikke ville komme ned til os, slog hun til. Så sidste uge på vores rejse har vi haft en bonusperson med. Hvilket vi har en teori om muligvis har været ret sundt, idet vi nok var ved at gå hinanden en smule på nerverne til sidst. Syntes i hvert fald vi vrissede mere end vi havde for vane… hi hi.
Vibeke landende helt som planlagt, med bagage og alt muligt – imponerende, og blev fragtet med hjem til vores hostel. Og vi må sige at hun blev kastet lige ud i det. Det var det første hostel vi havde boet på, på hele turen, helt uden nogen vestlige toiletter, og den første nat havde vi fornøjelsen af en hane der ikke helt havde styr på klokken og derfor valgt at gale fra ca. kl 4 (ja det var stadig totalt mørkt). Da vi stod op, havde vi store planer om at vi skulle have hane til aftensmad, da det dumme dyr, sikkert var en af dem der står rundt omkring i bur, foran alle de små lokale restauranter, så man kan se dyret før man spiser det. Det glemte vi dog, men vi tror nogen andre heldigvis havde lyst til hane den dag, for næste nat havde vi ro. Velkommen til Kina Vibeke….
Næste dag ville vi bruge på bare at se på byen og de lokale seværdigheder, som hovedsagelig består af en række grønne limestone-peaks der er strøet med løs hånd rundt i hele byen. De er meget fine, men man kan nu ikke finde glæde i at kravle op på samtlige, så et par stykker var udvalgt. Men sådan kom dagen nu ikke til at gå. Jo Vibeke og Sofie fik besteget et lille bjerg og mest en del shoppet en masse, indtil Vibeke syntes hun havde gået nok. Sofie og jeg havde nok ikke overvejet hvor meget vi var kommet i gå træning af alt det her ferie – man laver jo ikke andet end at sjoske rundt fra morgen til aften. Og hvad lavede jeg så? Jo jeg endte med at tilbringe dagen rundt på diverse politistationer. Som vi tidligere har skrevet havde jeg mistet mit kamera, og min rejseforsikring ville have en politianmeldelse før der kunne vare tale om at ville give mig noget erstatning. Jeg fik en af de ansatte på hostelet til at skrive hvad det var jeg havde brug for, på kinesisk, som jeg så kunne vise på den lokale politistation. Tænkte at det så var let klaret. Men der tog jeg fejl. Jeg endte med at bruge hele dagen og bevæge mig rundt i hele byen på besøg på 4 forskellige kontorer. Så jeg fik virkelig muligheden for et indblik i de bureaukratiske procedure i dette dejlige land. Syntes virkelig jag havde fortjent min øl da jeg langt om længe stod med min politianmeldelse (skrevet på kinesisk – hvad mon min rejseforsikring kommer til at få ud af det????). Den eneste detalje jeg vil trække frem fra denne dag, var alt det fjernsyn jeg fik set (jeg ventede meget), for på samtlige kontorer jeg var inde i kørte fjernsynet, og det virkede som at dette fik væsentligt mere opmærksomhed fra de uniformerede betjente end noget andet på deres kontor. Det sidste kontor jeg besøgte havde et gulvareal på ca. 2 gange
Næste dag besteg vi endnu et lille bjerg og fik klaret det sidste kineser shopping, og om aftenen gik turen videre i nattog mod Shenzhen, grænsebyen ind mod Hong Kong. Denne gang var vi heldige og fik en af de mere moderne tog. Der var både aircon, og rent sengetøj, og vandvarmen var slet og ikke fyret med kul – ingen følte trang til at ryge inde i kupéen. Ren luksus. Da vi kom frem skulle vi igennem det sædvanlige grænse helvede. Men for første gang på denne tur på egne ben – ingen tog eller fly. Vi fik udfyldt den sædvanlige bunke papirer og så stod vi i Hong Kong. Lidt tankevækkende hvordan Hong Kong officielt er Kinesisk, men grænsekontrollen er som man rejser til et helt ny land og valutaen er også ny. Nu hed det Hong Kong dollars.
Da vi havde fået os selv installeret på et klassisk Hong Kong hotel – ca.
Næste dag efter morgenmad købt i supermarkedet og spist med udsigt over havnen og skylinen på den anden side (det er dælme dyrt at komme til Hong Kong når man er vandt til at give ingen penge for mad og bolig…) tog vi en af de havenefærger der krydser frem og tilbage hele tiden – meget hyggeligt. Resten af dagen blev brugt på diverse shopping. Vi havde nok haft en idee om Hong Kong som et mere spændende sted at bruge sine penge end det var. Vi havde i hvert fald lidt svært ved at finde de gode steder (til gengæld var vi både i Tiffanies og se på diamanter og div. alt for dyre taskebutikker – jeg forstår det ikke rigtig det der med mærker), men Sofie gav ikke så let op, og jeg forsøget længe at hænge på. Til sidste måtte jeg dog give op, og slå mig ned med en bog, til de andre to var klar til at spise aftensmad. Den interessante konklusion på dagen var at jeg faktisk var den eneste der fik købt noget – den bog jeg læste i…
Nå, næste dag, og sidste hele dag på vores eventyr var selv Sofie fyldt op med shopping så vi besluttede os til at igen se på seværdigheder (det var naturligvis så den dag der virkelig blev brugt penge på shopping, hvilket nu slår fast at man kun finder ting når man ikke leder efter dem). Det var også en god plan indtil Vibeke faldt over en kantsten, med resultatet en forstuvet tå, og en brækket og meget blødende negl. Og jeg troede det kun var mig der kunne bære så uheldig. Vi fik hende hjem i en taxi, og efter en forbinding og rengøring af tå, blev resten af dagen brugt i lokalområdet. Blandt andet til mange timers læsning i parken. Lidt kedeligt for undertegnede, da Vibeke og Sofie begge var i gang med Twilight serien – den nye verdensplage tror jeg – og jeg var ved at arbejde mig igennem en Jane Austen. Lige lidt ældre og ikke helt samme spændingskurv. De to damer var jo slet ikke til at få kontakt til (og her skal vi så ikke komme ind på, den lille kendsgerning hvordan jeg opførte mig 2 dage før da det var mig der læste den første Twilight… bum bum)
Så oprandt dagen der skulle sende os i et fly hjem mod det danske. Dagens nok største udfordring og spændingsmoment, var om det rent fysisk kunne lade sig gøre at få alle vores nyerhvervede materielle goder til at være nede i vores allerede ret fyldte tasker. Men det gik over alt forventning, og vi begav os med centrale togstation, hvor man smart kan tjekke sin bagage ind før man tager mod lufthavnen. Det gav os fri til nogen timers vandring rundt i byen før vi selv skulle følge efter vores bagage. Vi fulgtes alle 3 mod lufthavnen, og Sofie og jeg fik set Vibeke gå godt ombord på sit fly før vi selv havde 2 timers ventetid før det var vores tur. I nattemørket kunne vi endelig vinke farvel til de sidste lys i Hong Kong, og begive os mod hjemlandet. Jeg må indrømme at det passede mig dejligt. Nu ville jeg gerne hjem. Hjernen var fyldt helt op. Nu tror jeg, jeg kommer til at bruge den næste lange stykke tid på at behandle det hele. Men hold da op vi har haft en fantastisk tur.
Til sidst vil jeg sige tak til alle jer der er kommet helt her til og har fuldt med på vores rejse – det var meget modigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar