Billeder:
1: Der var vist noget aberne ikke havde fattet...
2: Sofie passere rivende flod
3: Templet hvor vi overnattede - sjaeldent var vi saa glade for at se et tempel...
4: Tjaa - meget glade for at vaere kommet frem
5: Saa paent kunne der vaere ved ved ca. 2000 m
6: og ja udsigt fra toppen ...
Saa er det mig Nina der skriver igen, for denne gang er det Sofie der har overtaget min forkoelelse og nu ligger hjemme paa hostelet med bog og lommetoerklaeder. Men hun er dog ikke mere syg end at hun bare samler kraefter til at vi skal ud og spise paa en super vegetarrestaurent i aften. Det har vi nemlig fortjaent. Hvorfor kommer denne update til at handle om.
Efter nogen dage her i Chengdu, som vi endte med at komme til at syntes helt godt om - den foer omtalte restaurent har nok sin del af skylden, tog vi fredag et par timer med bus til en mindre by ved foden af det hellige buddistiske Mr. Emei Shan. Det havde vi en plan om at vi skulle gaa op af. Vi ankom til det eneste hostel i denne lille super turistede by, og fik nok den daarligste hostel oplevelse endnu paa denne tur. De var simpelthen saa sure, paa trods af at hostelet bar det nuttede navn Teddy Bear hostel - ikke meget bloedt og hyggeligt over de mennesker. Men heldigvis moedte vi nogen andre piger som kunne svare paa alle de spoergsmaal vi havde troede teddy bjoernen kunne hjaelpe os med. De gav os bestemt gode raad, men ogsaa meget afskraekende. De sagde at det var noget af det haardeste de nogen sinde havde proevet (tror nu vi kan tilslutte os denne paastand) og saa talte de om aberne... uhhhh. Den ene der havde vandret alene, var paa hendes anden dag blevet overfaldet af en stor gruppe aber. Hun havde raefter og skreamer over det hele, og skulle nu med nogen dages mellemrum have 5 vaccinationer mod hundegalskab. Hun anbefalde os ALDRIG at gaa alene, men hele tiden foelges med mange andre. Vi gik fra denne samtale en anelse bekymrede, men nu var vi her, og om vi saa skulle lade et par trappetrin eller aber afholde os fra at gaa op paa det bjerg. Saa naeste morgen tidligt var vi paa vej. Jeg kan nu allerede udloese spendingen og afsloere at vi overlevede, og helt uden abebid. Men det er uden konkurrence den meste syrede ud i naturen oplevelse jeg nogensinde har haft. Vi er jo i kina, og dette er et helligt bjerg, saa selvfoelgeligt er der ca. 1 milliard kinesere paa stierne sammen med dig. For at goere det lettere at fragte alle disse mennekser, er samtlige stier selvfoelgelig belagt med cement, og naar du gaar op af er det paa trapper. Vi startede i ca. 500 m. og toppen var 3000, men ind i mellem gik vi mere ned end vi gik op, saa 2500 m kan bestemt ikke goere det, nok mere en halv gang oven i - paa trapper. Det er altsaa paent mange gange op paa 4 sal. Trapper der fortsatte op af i det uendelige, for evigt, aldrig stoppede, til man troede at nu ville det aldrig faa ende, og dit liv ville ende paa disse trapper (lige paa det tidspunkt blev du nok overhalet af en 6 aarig kinesisk pige og hendes veninde - hvordan goer de det?). Og mens man kaempede sig op, trin for trin, kom kinesere glade imod en. Paa trods af den umaadelige maengde mennesker, saa vi kun faa ikke kinesere, saa vi var igen spaendende. Hvilket betoed at de kinesere der passerede os ned af, alle sammen kom med deres eneste engelske ord - Haloo. Lidt svaert nogen gange at have luft til at svare paent paa alle disse haloo'er. Og med alle disse mennesker, var der selvfoelgelig steder hvor man kunne koebe mad og snacks med jaevne mellemrum. Helt oppe paa den mest staejle bjergside hang en lille traebod, men selvfoelgelig med parabol og fjernsyn - da ansatte skulle jo have tiden til at gaa. Og saa var der de kinesere som gerne ville se paa lidt bjerg, men som ikke gad gaa selv, de kunne da leje sadan en baerestol, baaret af to tynde maend. Saa sad de store og tykke der og tronede, mens de kiggede paa deres mobiltelefoner eller roeg smoeger. Hvor ville jeg foele mig dum. Og saa var der aberne. De ville tydeligvis goere alt for at faa fat paa det mad og drikke som alle disse mennesker gik rundt med. Og de var store... Vi turde ikke andet end at folge pigens raad, og hele tiden befinde os i en stor anti abe gruppe. Saa selv de steder hvor vi havde stien for os selv, turde vi ikke andet end at vente paa at der kom nogen flere vi kunne foelges med. At passere nogen af disse abegrupper, der simpelthen havde skabt check-points paa stien, var saa markeligt. Folk klumpede sig helt sammen, eller gik taet paa en lang raekke og slog i jorden med deres vandrestave og aberne sad helt taet paa begge sidder af stien og fulgte en med ojnene, og forsogte nogengange et par udfald mod tasker eller haender. Men de turde tydligvis ikke angribe naar man var mange.
Naa, efter at have kaempet os op af en helt dag, valgte vi at overnatte paa et tempel foer paa stien, end det vi oprindelig havde talt om. Vi var brugt helt op. Der ligger ca. 10 templer fordelt rundt paa bjerget, og de fleste kan man overnatte paa. Det var ret sjovt at proeve. Vi sov paa en lille fugtig sovesal. Men vi sov fint - efter den dag kunne vi have sovet dejligt hvor som helst. Vi var vist de eneste udlaendinge der overnattede der, men da de havde en smule engelsk oversaettelse paa retterne man kunne bestille i madsalen, var vi mere end tilfredse. Opdagelsen af at der var mulighed for varmt bad, gjorde os ikke mindre glade. Naeste dag, efter kinesiske morgenmad, begav vi os videre i regnvejr. Heldigvis klarede det op. Og da vi var oppe i ca. 2000 m. hoejde var der for foerste gang den flotteste udsigt ud over bjergene. De goer det meget i skyet vejr her i Kina. Humoeret var hoejt selvom benene var ret traette. Vi begav os videre, mod mere og mere skyet vejr. Da vi naaede det sidste tempel foer toppen (derfra gaar der selvfoelgelig en kabine lift op - lidt anti-klimaks at moede alle de mennesker paa toppen, som bare har taget foerst en bus og saa en lift - saa kan de sagtens staa der i de hoeje sko og smaa kjoler og se paene og slet ikke spor svedige ud), var dissen taet og vi kunne ikke se toppen. Der maa jeg indroemme at jeg var taet paa at sige at saa kunne det vaere det samme, nu havde vi set bjerg nok. Har vist slet ikke det der bjerbestiger gen. Men der var frk. sofie staedig. Soerme om vi ikke skulle op paa den top, naar vi nu var naaet saa langt, og jo det kom vi da - med en brokkende Nina, og en Sofie der i bogstaveligste forstand moedte humpe op af de sidste trappetrin fordi hendes ene ankel nu gav mig ret i at det har bare var for mange trapper i en mundfuld. Og jo - det var skyet. Det var ikke bare skyet, det laa en saa tyk hvid taage over bjerget at vi ikke en gang kunne se toppen af det gyldne buddha monument der var placeret paa toppen. Men nu kan vi sige vi gjorde det. Vi besteg Mt. Emie Shan - og saa tog vi ellers en kabine lift og bus ned - en halv anden time efter vi med livet som indsat havde kaempet os mod toppen (saadan foeltes det altsaa) gennem 2 dage, stod vi ved foden igen. Der kommer til at gaa lang tid foer jeg igen syntes det er en genial ide at bestige et helligt bjerg, besat med onde aber - men jo det var bestemt en oplevelse helt ud over det saedvanlige - og nu har vi vist ogsaa faaet motion for de naeste 2 uger. Om natten flygtede vi fra de onde teddy bjoerne og fandt et andet sted at sove, billige og med soede mennesker. Nu er vi tilbage i Chengdu, men i morgen gaar turen videre syd paa. Igen et doegn i tog. Kina er et stort land.
Efter nogen dage her i Chengdu, som vi endte med at komme til at syntes helt godt om - den foer omtalte restaurent har nok sin del af skylden, tog vi fredag et par timer med bus til en mindre by ved foden af det hellige buddistiske Mr. Emei Shan. Det havde vi en plan om at vi skulle gaa op af. Vi ankom til det eneste hostel i denne lille super turistede by, og fik nok den daarligste hostel oplevelse endnu paa denne tur. De var simpelthen saa sure, paa trods af at hostelet bar det nuttede navn Teddy Bear hostel - ikke meget bloedt og hyggeligt over de mennesker. Men heldigvis moedte vi nogen andre piger som kunne svare paa alle de spoergsmaal vi havde troede teddy bjoernen kunne hjaelpe os med. De gav os bestemt gode raad, men ogsaa meget afskraekende. De sagde at det var noget af det haardeste de nogen sinde havde proevet (tror nu vi kan tilslutte os denne paastand) og saa talte de om aberne... uhhhh. Den ene der havde vandret alene, var paa hendes anden dag blevet overfaldet af en stor gruppe aber. Hun havde raefter og skreamer over det hele, og skulle nu med nogen dages mellemrum have 5 vaccinationer mod hundegalskab. Hun anbefalde os ALDRIG at gaa alene, men hele tiden foelges med mange andre. Vi gik fra denne samtale en anelse bekymrede, men nu var vi her, og om vi saa skulle lade et par trappetrin eller aber afholde os fra at gaa op paa det bjerg. Saa naeste morgen tidligt var vi paa vej. Jeg kan nu allerede udloese spendingen og afsloere at vi overlevede, og helt uden abebid. Men det er uden konkurrence den meste syrede ud i naturen oplevelse jeg nogensinde har haft. Vi er jo i kina, og dette er et helligt bjerg, saa selvfoelgeligt er der ca. 1 milliard kinesere paa stierne sammen med dig. For at goere det lettere at fragte alle disse mennekser, er samtlige stier selvfoelgelig belagt med cement, og naar du gaar op af er det paa trapper. Vi startede i ca. 500 m. og toppen var 3000, men ind i mellem gik vi mere ned end vi gik op, saa 2500 m kan bestemt ikke goere det, nok mere en halv gang oven i - paa trapper. Det er altsaa paent mange gange op paa 4 sal. Trapper der fortsatte op af i det uendelige, for evigt, aldrig stoppede, til man troede at nu ville det aldrig faa ende, og dit liv ville ende paa disse trapper (lige paa det tidspunkt blev du nok overhalet af en 6 aarig kinesisk pige og hendes veninde - hvordan goer de det?). Og mens man kaempede sig op, trin for trin, kom kinesere glade imod en. Paa trods af den umaadelige maengde mennesker, saa vi kun faa ikke kinesere, saa vi var igen spaendende. Hvilket betoed at de kinesere der passerede os ned af, alle sammen kom med deres eneste engelske ord - Haloo. Lidt svaert nogen gange at have luft til at svare paent paa alle disse haloo'er. Og med alle disse mennesker, var der selvfoelgelig steder hvor man kunne koebe mad og snacks med jaevne mellemrum. Helt oppe paa den mest staejle bjergside hang en lille traebod, men selvfoelgelig med parabol og fjernsyn - da ansatte skulle jo have tiden til at gaa. Og saa var der de kinesere som gerne ville se paa lidt bjerg, men som ikke gad gaa selv, de kunne da leje sadan en baerestol, baaret af to tynde maend. Saa sad de store og tykke der og tronede, mens de kiggede paa deres mobiltelefoner eller roeg smoeger. Hvor ville jeg foele mig dum. Og saa var der aberne. De ville tydeligvis goere alt for at faa fat paa det mad og drikke som alle disse mennesker gik rundt med. Og de var store... Vi turde ikke andet end at folge pigens raad, og hele tiden befinde os i en stor anti abe gruppe. Saa selv de steder hvor vi havde stien for os selv, turde vi ikke andet end at vente paa at der kom nogen flere vi kunne foelges med. At passere nogen af disse abegrupper, der simpelthen havde skabt check-points paa stien, var saa markeligt. Folk klumpede sig helt sammen, eller gik taet paa en lang raekke og slog i jorden med deres vandrestave og aberne sad helt taet paa begge sidder af stien og fulgte en med ojnene, og forsogte nogengange et par udfald mod tasker eller haender. Men de turde tydligvis ikke angribe naar man var mange.
Naa, efter at have kaempet os op af en helt dag, valgte vi at overnatte paa et tempel foer paa stien, end det vi oprindelig havde talt om. Vi var brugt helt op. Der ligger ca. 10 templer fordelt rundt paa bjerget, og de fleste kan man overnatte paa. Det var ret sjovt at proeve. Vi sov paa en lille fugtig sovesal. Men vi sov fint - efter den dag kunne vi have sovet dejligt hvor som helst. Vi var vist de eneste udlaendinge der overnattede der, men da de havde en smule engelsk oversaettelse paa retterne man kunne bestille i madsalen, var vi mere end tilfredse. Opdagelsen af at der var mulighed for varmt bad, gjorde os ikke mindre glade. Naeste dag, efter kinesiske morgenmad, begav vi os videre i regnvejr. Heldigvis klarede det op. Og da vi var oppe i ca. 2000 m. hoejde var der for foerste gang den flotteste udsigt ud over bjergene. De goer det meget i skyet vejr her i Kina. Humoeret var hoejt selvom benene var ret traette. Vi begav os videre, mod mere og mere skyet vejr. Da vi naaede det sidste tempel foer toppen (derfra gaar der selvfoelgelig en kabine lift op - lidt anti-klimaks at moede alle de mennesker paa toppen, som bare har taget foerst en bus og saa en lift - saa kan de sagtens staa der i de hoeje sko og smaa kjoler og se paene og slet ikke spor svedige ud), var dissen taet og vi kunne ikke se toppen. Der maa jeg indroemme at jeg var taet paa at sige at saa kunne det vaere det samme, nu havde vi set bjerg nok. Har vist slet ikke det der bjerbestiger gen. Men der var frk. sofie staedig. Soerme om vi ikke skulle op paa den top, naar vi nu var naaet saa langt, og jo det kom vi da - med en brokkende Nina, og en Sofie der i bogstaveligste forstand moedte humpe op af de sidste trappetrin fordi hendes ene ankel nu gav mig ret i at det har bare var for mange trapper i en mundfuld. Og jo - det var skyet. Det var ikke bare skyet, det laa en saa tyk hvid taage over bjerget at vi ikke en gang kunne se toppen af det gyldne buddha monument der var placeret paa toppen. Men nu kan vi sige vi gjorde det. Vi besteg Mt. Emie Shan - og saa tog vi ellers en kabine lift og bus ned - en halv anden time efter vi med livet som indsat havde kaempet os mod toppen (saadan foeltes det altsaa) gennem 2 dage, stod vi ved foden igen. Der kommer til at gaa lang tid foer jeg igen syntes det er en genial ide at bestige et helligt bjerg, besat med onde aber - men jo det var bestemt en oplevelse helt ud over det saedvanlige - og nu har vi vist ogsaa faaet motion for de naeste 2 uger. Om natten flygtede vi fra de onde teddy bjoerne og fandt et andet sted at sove, billige og med soede mennesker. Nu er vi tilbage i Chengdu, men i morgen gaar turen videre syd paa. Igen et doegn i tog. Kina er et stort land.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar