Yangshuo og ankomst Guilin

1: Saadan drikker man en slange i Kina

2: En eksotisk ko

3: En sofie meget glad for koeligt vand

4: Lutter yndighed

5: Hmmm mindre yndigt, men dog glad

6: Ja vi er ved at laere det - sviner naesten lige saa meget som Kineserne

7: det er simpelthen for varmt at vandre her, men paent er det.

----------

Saa er det Sofie igen..Hele det indlaeg jeg havde skrevet blev slettet, saa i faar kun den lidt kortere og hurtigere skrevet version:) Vi er nu i Guilin, men bloggen handler denne gang mest om hvordan vi kom dertil...

Togturen fra Chengdu til Yangshuo (26 timer i tog og 1 1/2 time i bus) var rimelig ulidelig. Vi rejste i et paent gammelt tog af den slags hvor varmvandsbeholderen er et kulfyr. Desuden var der ingen nedkoeling i toget og folk roeg i det... ikke en god kombi. For at det ikke skulle vaere nok koerte vi konstant gennem tunneler (vi snakker hvert 5. min), som 1 larmede saa meget, at man spontant satte fingerne i oerene og 2. gjorde det umugeligt at laese, da der ikke var lys om dagen i toget. Det var faktisk saa slemt, at selv jeg maatte overgive mig og blive et brokkehoved de sidste 6 timer. Saa bussen med aircon var en stor bonus det sidste stykke.

Foerste dag i Yangshuo lavede vi ikke det store. Vi havde drukket lidt oel dagen foer, saa havde sovet laenge og Nina var lidt halvsyg (altsaa ikke af druk:)), saa vi stenede bare lidt rundt og fik shoppet lidt. Om aftenen stod fire danske drenge for underholdningen foerst paa aftenen. Vi havde snakket med dem dagen foer, hvor de havde bestilt slanger til denne aften... saa det maatte vi se. Det foregaar saa paa den maade at de foest fik lov at holde en af slangerne. Bagefter blev hoved klippet af og blodet blev haeldt i shotglas med vodka, som de saa drak. Til sidst blev slagerne saa tilberedt for dem. Det var rimelig makabert at se paa (og er rimelig glad for at jeg ikke skulle drikke slangeblod), men vi fik lov at smage paa slangen, hvilket ikke var den store kulinariske oplevelse, men da var ok (smagte lidt som en blanding af kylling og blaeksprutte).

Naa naeste dag var vi lidt mere aktive og cyklede en tur ud i paa landet i omraadet. Det var paent paent og meget kinesisk. Saa masser af rismarker, kinersere i sjove hatte og vandboefler (eller som dyre-Nina kalder dem... eksotiske koer). Vi endte ved en bro, hvor vi fik en tiltraenkt dukkert, da vi begge var ved at omkomme af hedeslag efter cykkelturen i solen. Paa vejen mod broen blev vi konstant fulgt af en mand, som sjovt nok hele tiden holdt, der hvor vejen delte sig og viste os vej.... ved godt hvad det betyder, saa hvad ville han mon saelge... Da vi naaede frem til broen viste det sig at han meget gerne ville saelge os noget "lunshi", hvilket vi tog imod og blev foert til noget vi tror var hans hjem og fik noget rimelig laekkert (og billigt) mad. Derefter ville han meget gerne saelge os en tur i hans bambusbaad tilbage til der hvor vi Yangshuo. Foerst sagde vi nej, men saa foreslog Nina, at vi da lige kunne hoere prisen, da det jo var paent varmt at cykle og da jeg ikke havde faaet den vilde soevn og var lidt groggy fra dagen foer, var jeg ikke afvisende... men vi holder fast paa at loesningen ikke var dovenskab, men fordi det loed flot... eller... Naa men det var saa en enormt flot 2 timers tur, som vi fik og det var bestemt, hver en krone vaerd.

Naeste dag var vi saa aktive igen og tog paa en 25 km vandretur. Det var ogsaa virkelig yndigt selvom vi konstant maatte sige "no bamboo" paa hele turen, da vi ville vaere aktive den dag. Halvvejs paa turen fandt vi et madsted, hvor vi fik serveret noget laekkert mad, men med et kaos af 1 mio kinesere og larm og skraal. Vi er dog heldigvis ved at vaere vandt til det med at skulle slappe af i kaos ellers gik man amok i Kina. Efter gaaturen tog vi saa videre til Guilin.

I gaar i Guilin holdt vi saa luksusdag. Efter at have ordnet lidt praktisk tog vi hen til et hotel med pool og brugte dagen der. Derefter stod den paa shopping, aftensmad og 1 times fodmassage og 1 times helkropsmassage til os hver. Aftenen blev saa sluttet af med mere shopping og lidt oel/hvidvin... virkelig laekkert.

I dag kommer Vibeke saa (vores gym-veninde som rejser med os den naeste uge). Jeg skal hente hende i lufthavnen, saa hun ikke bliver vaek i det store udland og saa maa vi se hvad den sidste uge bringer...

Chengdu og Mt. Emie Shan

Billeder:
1: Der var vist noget aberne ikke havde fattet...
2: Sofie passere rivende flod
3: Templet hvor vi overnattede - sjaeldent var vi saa glade for at se et tempel...
4: Tjaa - meget glade for at vaere kommet frem
5: Saa paent kunne der vaere ved ved ca. 2000 m
6: og ja udsigt fra toppen ...

Saa er det mig Nina der skriver igen, for denne gang er det Sofie der har overtaget min forkoelelse og nu ligger hjemme paa hostelet med bog og lommetoerklaeder. Men hun er dog ikke mere syg end at hun bare samler kraefter til at vi skal ud og spise paa en super vegetarrestaurent i aften. Det har vi nemlig fortjaent. Hvorfor kommer denne update til at handle om.

Efter nogen dage her i Chengdu, som vi endte med at komme til at syntes helt godt om - den foer omtalte restaurent har nok sin del af skylden, tog vi fredag et par timer med bus til en mindre by ved foden af det hellige buddistiske Mr. Emei Shan. Det havde vi en plan om at vi skulle gaa op af. Vi ankom til det eneste hostel i denne lille super turistede by, og fik nok den daarligste hostel oplevelse endnu paa denne tur. De var simpelthen saa sure, paa trods af at hostelet bar det nuttede navn Teddy Bear hostel - ikke meget bloedt og hyggeligt over de mennesker. Men heldigvis moedte vi nogen andre piger som kunne svare paa alle de spoergsmaal vi havde troede teddy bjoernen kunne hjaelpe os med. De gav os bestemt gode raad, men ogsaa meget afskraekende. De sagde at det var noget af det haardeste de nogen sinde havde proevet (tror nu vi kan tilslutte os denne paastand) og saa talte de om aberne... uhhhh. Den ene der havde vandret alene, var paa hendes anden dag blevet overfaldet af en stor gruppe aber. Hun havde raefter og skreamer over det hele, og skulle nu med nogen dages mellemrum have 5 vaccinationer mod hundegalskab. Hun anbefalde os ALDRIG at gaa alene, men hele tiden foelges med mange andre. Vi gik fra denne samtale en anelse bekymrede, men nu var vi her, og om vi saa skulle lade et par trappetrin eller aber afholde os fra at gaa op paa det bjerg. Saa naeste morgen tidligt var vi paa vej. Jeg kan nu allerede udloese spendingen og afsloere at vi overlevede, og helt uden abebid. Men det er uden konkurrence den meste syrede ud i naturen oplevelse jeg nogensinde har haft. Vi er jo i kina, og dette er et helligt bjerg, saa selvfoelgeligt er der ca. 1 milliard kinesere paa stierne sammen med dig. For at goere det lettere at fragte alle disse mennekser, er samtlige stier selvfoelgelig belagt med cement, og naar du gaar op af er det paa trapper. Vi startede i ca. 500 m. og toppen var 3000, men ind i mellem gik vi mere ned end vi gik op, saa 2500 m kan bestemt ikke goere det, nok mere en halv gang oven i - paa trapper. Det er altsaa paent mange gange op paa 4 sal. Trapper der fortsatte op af i det uendelige, for evigt, aldrig stoppede, til man troede at nu ville det aldrig faa ende, og dit liv ville ende paa disse trapper (lige paa det tidspunkt blev du nok overhalet af en 6 aarig kinesisk pige og hendes veninde - hvordan goer de det?). Og mens man kaempede sig op, trin for trin, kom kinesere glade imod en. Paa trods af den umaadelige maengde mennesker, saa vi kun faa ikke kinesere, saa vi var igen spaendende. Hvilket betoed at de kinesere der passerede os ned af, alle sammen kom med deres eneste engelske ord - Haloo. Lidt svaert nogen gange at have luft til at svare paent paa alle disse haloo'er. Og med alle disse mennesker, var der selvfoelgelig steder hvor man kunne koebe mad og snacks med jaevne mellemrum. Helt oppe paa den mest staejle bjergside hang en lille traebod, men selvfoelgelig med parabol og fjernsyn - da ansatte skulle jo have tiden til at gaa. Og saa var der de kinesere som gerne ville se paa lidt bjerg, men som ikke gad gaa selv, de kunne da leje sadan en baerestol, baaret af to tynde maend. Saa sad de store og tykke der og tronede, mens de kiggede paa deres mobiltelefoner eller roeg smoeger. Hvor ville jeg foele mig dum. Og saa var der aberne. De ville tydeligvis goere alt for at faa fat paa det mad og drikke som alle disse mennesker gik rundt med. Og de var store... Vi turde ikke andet end at folge pigens raad, og hele tiden befinde os i en stor anti abe gruppe. Saa selv de steder hvor vi havde stien for os selv, turde vi ikke andet end at vente paa at der kom nogen flere vi kunne foelges med. At passere nogen af disse abegrupper, der simpelthen havde skabt check-points paa stien, var saa markeligt. Folk klumpede sig helt sammen, eller gik taet paa en lang raekke og slog i jorden med deres vandrestave og aberne sad helt taet paa begge sidder af stien og fulgte en med ojnene, og forsogte nogengange et par udfald mod tasker eller haender. Men de turde tydligvis ikke angribe naar man var mange.

Naa, efter at have kaempet os op af en helt dag, valgte vi at overnatte paa et tempel foer paa stien, end det vi oprindelig havde talt om. Vi var brugt helt op. Der ligger ca. 10 templer fordelt rundt paa bjerget, og de fleste kan man overnatte paa. Det var ret sjovt at proeve. Vi sov paa en lille fugtig sovesal. Men vi sov fint - efter den dag kunne vi have sovet dejligt hvor som helst. Vi var vist de eneste udlaendinge der overnattede der, men da de havde en smule engelsk oversaettelse paa retterne man kunne bestille i madsalen, var vi mere end tilfredse. Opdagelsen af at der var mulighed for varmt bad, gjorde os ikke mindre glade. Naeste dag, efter kinesiske morgenmad, begav vi os videre i regnvejr. Heldigvis klarede det op. Og da vi var oppe i ca. 2000 m. hoejde var der for foerste gang den flotteste udsigt ud over bjergene. De goer det meget i skyet vejr her i Kina. Humoeret var hoejt selvom benene var ret traette. Vi begav os videre, mod mere og mere skyet vejr. Da vi naaede det sidste tempel foer toppen (derfra gaar der selvfoelgelig en kabine lift op - lidt anti-klimaks at moede alle de mennesker paa toppen, som bare har taget foerst en bus og saa en lift - saa kan de sagtens staa der i de hoeje sko og smaa kjoler og se paene og slet ikke spor svedige ud), var dissen taet og vi kunne ikke se toppen. Der maa jeg indroemme at jeg var taet paa at sige at saa kunne det vaere det samme, nu havde vi set bjerg nok. Har vist slet ikke det der bjerbestiger gen. Men der var frk. sofie staedig. Soerme om vi ikke skulle op paa den top, naar vi nu var naaet saa langt, og jo det kom vi da - med en brokkende Nina, og en Sofie der i bogstaveligste forstand moedte humpe op af de sidste trappetrin fordi hendes ene ankel nu gav mig ret i at det har bare var for mange trapper i en mundfuld. Og jo - det var skyet. Det var ikke bare skyet, det laa en saa tyk hvid taage over bjerget at vi ikke en gang kunne se toppen af det gyldne buddha monument der var placeret paa toppen. Men nu kan vi sige vi gjorde det. Vi besteg Mt. Emie Shan - og saa tog vi ellers en kabine lift og bus ned - en halv anden time efter vi med livet som indsat havde kaempet os mod toppen (saadan foeltes det altsaa) gennem 2 dage, stod vi ved foden igen. Der kommer til at gaa lang tid foer jeg igen syntes det er en genial ide at bestige et helligt bjerg, besat med onde aber - men jo det var bestemt en oplevelse helt ud over det saedvanlige - og nu har vi vist ogsaa faaet motion for de naeste 2 uger. Om natten flygtede vi fra de onde teddy bjoerne og fandt et andet sted at sove, billige og med soede mennesker. Nu er vi tilbage i Chengdu, men i morgen gaar turen videre syd paa. Igen et doegn i tog. Kina er et stort land.

Fra Xian til Emei Shan

Saa er der ny opdate fra Kina. Er nu chengdu, men vil lige starte fra Xian, hvor vores sidste blog endte...Vi boede paa et rigtig hyggeligt hostel i Xi'an med fine smaa gaardhaver, god bar, soedt personale og til min (sofies) store fornoejelse havde de en killing og en hund og til Ninas store fornoejelse en skildpade. Brugte den foerste dag paa foerst at cykle den 14 km lange bymur rundt, hvilket var meget fint og hyggeligt, men ikke det store at skrive hjem om. Bagefter tog vi ind i det muslimske kvarter og saa hvordan en moske ser ud i Kina. Til de der undre jer over hvad en gammel moske goer i Kina, var Xi'an enden paa silkevejen. Var utroligt sjovt at se kinesiske bygninger blandet med funktionerne til en moske og symboler fra islam. Derefter to vi paa shopping tur i det muslismske kvarter (vi er blevet enige om at shoppingen, saa smaaet maa starte nu efter lang tids venten). Det var en rigtig sjov oplevelse og vi fik lavet nogle ret gode koeb og moedt nogle sjove handlende. Vi havde bl.a. en rigtig sjov oplevelse med en ung kinesisk pige, som jeg gerne ville koebe et toerklaede hos. Hun var virkelig sjov og soed og hyggede sig vidst ogsaa med at handle med os, selvom om vi fik presset hende meget langt ned i prisen. Hun endte med at spoerge om jeg boede i Kina, da jeg skulle betale og jeg fortalte saa, at vi bare var paa ferie. Hun mente, at jeg var saa haard at handle med, at jeg maatte bo der. Man skal virkelig ogsaa vaere obs paa prisen, da "special price for you" betyder "ikke kineser pris" og normalt paa markeder osv. er ca. 3 gange den rigtige pris, men vi har oplevet, at de i smaa butikker i Beijing provede at tage 10 gange den rigtige pris. Vi er heldigvis ikke kommet til for alvor at betale for meget ved en fejl men proevet med nogle smaabeloeb et par gange, f.eks. da vi koebte noget frugt paa pind og ikke lige taenkte over prisen, men lige kiggede paa hinanden bagefter og blev enige om, at der fik vi da vist lige "special white girls price".

Naa men dagen efter, som ogsaa var den dag hvor vi forlod Xi'an igen, tog vi ud og saa Terracotta Krigerne. Til dem der ikke skulle vide det, er det mange tusinde lerfigurer af krigere lavet af en paranoid Kejser til at beskytte ham efter doeden og en af de mest beroemte arkaeologiske fund i nyere tid. Det var virkelig ogsaa imponernede at se og ret spaendende, fordi de stadig er i gang med udgravningsarbejdet. Man kan baade se hele, halve og smaa dele af krigere og mange steder, hvor de overhoved ikke er kommet ind til dem, men man kan se de "celler", hvor de staar. Saa ja alt i alt lidt imponerende at se, selvom man maatte skovle sig igennem de saedvanlige 10.000 kinesere for overhoved at se noget. Naar det saa er sagt er vi ved at vaere ret traette af rigtig "sight seeing". Vi har heller ikke gjort saa meget i det, da vi begge er af den overbevisning, at man ser et sted ligesaa meget ved at udfoerske selve byen og bylivet fremfor alle sevaerdighederne. I kina er det isaer slemt, fordi ikke nok med at man skal skovle sig igennem kineserne, skal man ogsaa finde sig i at vaere en del af sevaerigheden. Saa snart kineserne er i naerheen af en med et kamera bliver man konstant fotograferet enten paa afstand eller ogsaa kommer de hen og stiller sig ved siden af en (tager endda ofte en under armen eller noget) for at blive fotograferet. I starten fandt isaer jeg det mest uhoefligt, at de bare tog billeder af en uden at spoerge, men det har jeg det saadan set fint med nu, men det der med at man skal stille sig op til foto, er jeg godt nok traet af nu. Det er gaaet helt over gevind et par gange og blev saa irriteret i dag, at jeg naegtede at vende mig om mod kameraet (I know... Sofie, 3 aar, men det er altsaa rimelig belastende). Det positive er, at saa mener vi, at vi i hvert fald ogsaa er berettiget til at tage billeder af dem og saa vi saa har begge fundet ud af, at vi aldrig haaber at blive kendte mennesker.

Naa men efter Xi'an gik turen videre til Chengdu. Denne gang paa en noget mere komfortabel maade i form af koejepladser. Her i Chengdu brugte vi den foerste dag paa at kigge lidt paa hvordan out-door shoppingen var her (ligger paa graensen til tibet, saa meget af den slags). Det var ikke noget at raabe hurra for. De importerede ting var dyre end i DK, saa vi koebte kun en ny lygte til Nina (DEN BLEV VAEK... FOR EVIGT i Mongoliet). Hun var ikke helt tilfreds med at Mac ikke eksisterede i Kina, men fik vist koebt noget ok i stedet. Bagefter kiggede vi paa kamerapriser, da Ninas kamera ogsa er VAEK... FOR EVIGT. Vi ved ikke helt hvordan det gik til, men det forsvandt mellem Xi'an og Chengdu. Vi har dog en lumsk mistanke om det skete ved en ompakning paa Xi'an station. Vi har heldigvis gemt vores billeder undervejs, men mistede lige alt, hvad Nina havde taget fra vi ankom i Beijing (rimelig oev).I gaar var vi saa rundt kigge paa lidt markeder (dog uden at finde det vilde) og bagefter saa vi det mest nystroegne Kina ever. Det var i den gamle bydel, som bestaar af nogle paene facader, som er sat op paa husene i et omraade. Vejene er paent brolagte og der er lavede hyggelige gaarde over det hele og saa er der selvfoelgelig 1000 butikker, der saelger alt hvad en turist maatte mangle. Vi blev enige om, at det beviste, at alt i Kina er fake... selv Kina selv. Kineserne er klart af den holdning at originalitet er overvurdet, hvis det ligner det, er det det (om det saa er maerke eller antikke ting, malerier osv. alt der er godt kopieret er lige saa godt som originalen). Det var nu meget hyggeligt og sjovt at se et omraade, saa langt fra hvordan det virkelige Kina er.Formiddagen i dag er saa blevet brugt pa at se paa pandaer (panda,panda,panda,panda). Vi var tideligt ude af doeren, saa vi set dem midt i fodringstiden, hvor de er mest aktive. Selv Nina var begejstret (se billede som bevis). De var virkelig soede og set dem i alle stoerrelser fra en maaned til voksne. Isaer stod et par legesyge unger af slagsen for en stor del af underholdningen. Eftermiddagen blev brugt i en rigtig hyggelig park med en masse te. Selv mig (der normalt er kaffe-afhaengig og synes det der te er noget underligt noget) er blevet voldsom glad for te, mens vi har vaeret i Kina. Det er faktisk ikke fordi, at vi har faaet fantastisk te hele tiden, men lige saa meget den maade, at man drikker te paa her og hyggen i det.

Naa det sidste smaainfo er... at vi har fundet noget helt genialt i Kina... legepladser for voksne. Isaer legebarnet Nina har vaeret utrolig glad ved opdagelsen. Vi tror nu nok, at det egentligt er meningen, at det skal bruges til at dyrke motion (isaer efter opservering af lokalbefolkning), men det er baade sjovt og ikke saerlig haardt, saa det har vi lystigt testet.Det var vist alt for denne gang. I morgen drager vi videre til Emei Shan, som er et helligt bjerg, vi har taenkt os at bestige.

Fra Ulan Batar til Bejing og videre

Saa er vi tilbage paa bloggen - for vi har snydt dem, censur-kina. For jer vi ikke allerede har brokket os til over mail, kan jeg starte med at fortaelle at det der med at censur stadig bruges i kina, ikke er en overdreven historie. Da vi glade var ankommet til Bejing opdagede vi til vores overraskelse, ja for vi havde faktisk ikke skaenket det en tanke, at stort set alle google services er censureret, det vil sige ingen adgang til vores blog. Oveni i det har kina netop her i juli lukket helt ned for facebook, pga. nogen uroligheder i det nordvestlige kina. Selv min g-mail skulle efter sigende vaere i fare. Men den er da aaben endnu. Men alt dette irriterede os faktisk, for tro det eller ej, er der faktisk flere af jer der har skrevet og fortalt os at i faktisk syntes det er sjovt at laese vores blog, saa nu har vi fundet den loesning at at faa min (nina idag) taalmodige fader til at ligge det vi skriver ud for os. Sofie overhoerte en samtale mellem to der kinesere der tydeligvis boede her i Kina (maaske den ene i hong kong - for de talte engelsk) der netop snakkede om hvordan de kommer uden om censuren. Der findes aabenbart programmer der kan klare den lille ting, saa det er nok faktisk kun dem der bruger offentlige computere som det virker paa. Maerkeligt system

Naa, vi tog afsted fra Ulan Batar sondag d. 2, og ankom halvandet doegn efter til bejing, med haar, tasker og toej stive af stoev. At koere i tog gennem en oerken kan maerkes (ogsaa i hals og oejne). Vi koerte nemlig syd gennem et hjoerne af gobi-oerken, sand saa langt man kunne se, kun holdt fast af nogen faa graestotter. Selv en flok kamelere boed togturen paa. Ved graensen til Kina skulle vi gennem det samme graensecirkus igen. Denne gang tog det dog kun 4 timer, hvor af det meste tid faktisk blev brugt paa den store operation det er at skifte hjul paa togene. Pga. ruslands evige frygt for ydre fjende, valgt de da de anlage deres hjernbane, at goere deres spor en smule bredere end dem resten af verden bruger. Mongoliet blev hevet med paa samme ide, men ved indgangen til kina, vender man tilbage til alm. stoerrelse. Det var ret vildt at se hvordan en helt sektion af toget (med os inden i) blev loefter op paa nogen enorme donkreafter, og en kaempe flok arbejdere, derefter skilte de enorme metalhjul fra toget, koerte dem til side, og koerte nogen andre ind under istedet. Langt om laenge var vi blevet omdannet til et kinesisk tog, og koerte ind paa vores foerste kinesiske station, og fik vores foerste oplevelse af det kinesiske styres intressante maader at byde velkommen til turister. Idet vi koerte ind paa stationen blev der over store hoejtalere spillet den kinesiske nationalsang. Da det var overstaaet kunne vi langt om laenge gaa ud i luften og koen til toiletterne (I de fleste toge med den transmongolske hjernbane foere toiletterne direkte ned paa skinnerne, saa man kunne ikke ligefrem benytte disse faciliteter da der blev skiftet hjul...). Stationen skulle tydeligvis give os nyankomne et rosenroedt billede af det underskoenne kina. Der var yndige buske klippet i firkanter og fine plastikblomset, og over de hoejtaler der foerst var blevet brugt til nationalsang, spilledes der nu yndige kendte stykker klassisk musik. Ret syret oplevelse kl. 1 om natten. Sofie og jeg gav hurtig op og kroeb ind i vores koejer.

Efter to timers koersel gennem groenne kinesiske bjerge, og et enkelt blik til den kinesiske mur, der snoede sig over en bjergside og forsvandt op af i disen (dis har de meget af i kina, vi har endnu ikke set blaa himmel, og vi har nu vaeret her i naesten en uge), ankom vi mandag eftermiddag til Bejing. Det lykkedes os ret hurtigt at finde vores hostel. Virkelig hyggeligt, med gaarhave og roedede kinesiske soejler, beliggende i en af de gamle kvarterer med smaa snoede gader. Da vi havde faaet indstalleret os, gik vi ud i verden, og fandt lidt oppe af vejen en lille lokal restaurent, der serverede det mest fantastiske kinesiske mad for ingen penge. Nogen gange er man bare heldig i foerste hug - vi kom tilbage der til mange gange, og spiste os hver gang tykke og glade i mange forskellige retter fordi vi ikke kunne vaelge og prisen ikke afholdt os. Men der er jo selvfoelgelig en lille detalje - pinde. Det har nu aldrig vaeret min staerke side. Vi oevede heldigvis med noget sushi i Rusland, og syntes virkelig jeg har fremgang, men maa indroemme at jeg nok har vaesentlig flere pletter paa toejet efter undslaaben mad end jeg plejer.... Sofie mestre naturligvis den kunst uden problemer - snyd.

Naeste dag var vi inde og se den forbudte by, og hvad vi virkelig saa var en million kinesere. Hold da op, tror aldrig jeg har set saa mange mennesker med samme maal om at staa netop lige det rette sted, og kunne se ind af lige netop det vindue, og faa taget netop lige ca. en million billeder. Vi gav igen hurtigt op, og valgte at se og tage vores billeder fra en lidt mere forskudt vinkel. Vi soede smaa danskere er slet ikke opdraget til at kun kunne komme frem ved at vaere den med flest kreafter og de haardeste albuer. Men det var nu stadig imponerende. En af de oplevelser dagen boed paa, var at flere gange blev vi spurgt af kinesere om de maadte faa taget et billede sammen med os sjove europaere. Vi ikke bare saa en sevaerdighed, vi var ogsaa selv en. Dagen efter lejede vi en cykel. Bejing er bare alt for stor til at komme rundt til fods. Det var sjovt, men udfordrende. Tror at trafikreglerne i kina er lidt de samme som i den forbudte by, dem der er stoerst eller freakkest kommer foerst frem eller over vejen. Men vi overlevede og havde faaet set meget mere af denne kaotiske by. Den sidste dag i bejing skulle vi se det man bare skal se, den kinesiske mur. Vi havde booket en alt for dyr tur, men den ville koere os til et sted paa muren og saette os af, og vi kunne derefter gaa ca. 10 km paa muren og blive hentet der. Det var helt klart pengene vaerd. Vi havde hoert historie om hvordan at paa nogen af de klassiske steder folk besoeger muren, kan man faktisk ikke rigtig se noget mur, kun sort haar. Men selvom vi kom sammen med en gruppe paa ca. 10 andre, gik vi lange stykker hvov vi ingen andre kunne se. Naturen var storslaaet og det var virkelig en oplevelse at faa lov til paa den maade at opleve dette vilde bygninsvaerk. Vi kom forbi baade meget vel restaurerede dele af muren, og dele hvor man maadte klatre paa haender og foeder for ikke at falde paa loese sten. Men for pokker hvor har de soerget for at bygge den mur op over alle de hoejeste bjergtoppe, det var haardt arbejde, og vi var kun glade for at det var overskyet og at der en overgang faldt en smule regn. Det koelede. Om aftenen syntes vi bestemt vi havde fortjaent vores fantastiske middag paa "den lokale". Vi havde ogsaa slebt to franskmaend vi havde moedt med. De var enige i vores vurdering af restauranten.

Efter en lang lang lang nat i tog, er vi nu ankommet til Xi'an. Der var kun siddepladser tilbage da vi bookede togbilletter, og paa den billigeste klasse. Det var simpelthen baenke med tre personer paa hver. Sofie fik en vinduesplads, og fik en smule soevn, men jeg havde vundet midten, med middelaldrene kinesisk herre paa den anden sidde. Han brugte det meste af natten paa enten at sove tungt paa min skulder eller mere eller mindre sidde paa midt skoed. Hmm - foelte lidt jeg havde foet min egen personlige kinesiske kaempe baby. Ikke meget soevn til mig. Men frem kom vi, og vi sad i det mindste bedre end de utrolig mange kinesere der ikke havde en siddeplads og derfor fyldte paa hver en fri cm. paa togets gulv. Konklusion - der er mange kinesre i kina. Hvad vi her har bedrevet i denne by, vil jeg gemme. Denne update er allerede alt for lang. Men vi vender tilbage...